Bramble er en klassiker inden for gincocktails. Den er baseret på gin, friskpresset citronsaft og sukkersirup, og derudover indeholder den crème de mûre, som er med til at give cocktailen en smuk, lyserød farve. Og nu tænker du måske ”crème de-hvad-for-en-fisk?”, men bare rolig: ”Crème de mûre” er blot det fancy navn for brombærlikør.
Har du brombær i haven, er det relativt nemt selv at lave en brombærlikør. Alternativt kan du købe den i en vinhandel eller i et velassorteret supermarked.
Selvom en Bramble officielt bør laves med netop brombærlikør, er det naturligvis muligt at skifte denne ud med en anden likør. Prøv for eksempel en Bramble med jordbær- eller hindbærlikør, hvis du vil give cocktailklassikeren et twist.
I en snæver vending kan du sågar benytte Ribena eller en anden brombærsaftevand i stedet for likør i en Bramble. Det siger cocktailens kreatør selv.
Bramble: en hyldest til … England?
Bramble-drinken blev opfundet i midten af 80’erne i London. Hjernen bag er den nu afdøde bartender Dick Bradsell, som på det tidspunkt arbejdede på en højtprofileret bar i Soho-området. Bradsell var en legende i bartenderverdenen og har altså blandt andet kreeret den skønne Bramble, som er blevet en vaskeægte klassiker.
Da Bradsell gik i gang med at udvikle cocktailen, var det med et ønske om at skabe en hyldest til England. Senere har han dog selv italesat, at hverken citron eller sukkersirup ligefrem er udprægede britiske ingredienser. Det er til gengæld gin, og det samme gælder brombær, som Bradsell plukkede mange af som barn.
Ordet ”bramble” kan på dansk slet og ret oversættes til ”brombær”. På engelsk henviser det imidlertid ikke til selve bærrene, men derimod til brombærbuskenes tornede grene. Dem husker Bradsell at have revet sig på utallige gange i sin barndom, og da drinken kom til at indeholde brombærlikør, lå navnet derfor til højrebenet. Trods de mange rifter var brombærjagten nemlig forbundet med mange gode minder.
For Bradsell var det altafgørende, at drinken havde den rette balance imellem sødme fra brombærlikøren og syre fra den friskpressede citronsaft. Skal det være helt rigtigt, skal du således sørge for nøje at holde dig til den originale Bramble-opskrift. Vi mener dog, at der skal være plads til at tilpasse cocktailen ens egne smagsløg, så vi dømmer ikke, hvis du skruer op eller ned for diverse ingredienser.
Selvom Bradsell selv var alt andet end fan, dømmer vi heller ikke, hvis du har lyst til at kaste dig ud i en Vodka Bramble, hvor ginen i cocktailen er skiftet ud med vodka.